-
Væn dig til synet i Københavns natteliv: Et helt nyt vagtkorps skal hjælpe politiet
المصدر: BDK Borsnyt / 11 يوليو 2024 18:45:19 America/New_York
De kan snart ses blandt andet i Indre By og på Islands Brygge i København i nattetimerne. De nye, kommunale tryghedsvagter er blevet rekrutteret og trænet, og 17. juli bliver de sat ud i gaderne i områder med by- og natteliv. Her skal de uniformerede vagter patruljere og hjælpe politiet med at opretholde ro og orden, dog uden politimæssige beføjelser. Københavns nye vagtkorps er et af de første i landet. Venstres gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Louise Theilade Thomsen, har ønsket sig et kommunalt ordenskorps i flere år. »Jeg glæder mig meget over, at vi endelig får kommunale tryghedsvagter på gaden. De skal sikre et mere trygt fest- og natteliv for de mange, der ikke bryder reglerne, og et styrket fokus på de få, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt,« siger hun i en pressemeddelelse. Det nye vagtkorps vil være synligt til stede i gaderne hver weekend. I sommersæsonen vil de også være det om torsdagen, og de kan indsættes mere »efter behov«, lyder det. Ud over Islands Brygge og Indre By vil vagterne også patruljere på Indre Nørrebro samt Nordhavn efter behov. En hotline til politiet Berlingske har tidligere beskrevet, at behovet for det kommunale ordenskorps ifølge politikerne er opstået, fordi der er områder i København, hvor der er utryghed. Det skyldes ifølge politikerne salg af stoffer, og fordi der er områder med både larm og uro. Vagterne må blandt andet filme folk, der forstyrrer den offentlige orden, og de må anvende hunde, hvis politiet giver særlig tilladelse. Aftalen om Københavns nye vagtkorps faldt på plads i september sidste år med budgetaftalen for Københavns Kommune. Med aftalen får vagterne altså lov til: at bede personer, der forstyrrer den offentlige orden på steder »med almindelig adgang«, om at stoppe den forstyrrende adfærd. Sker det ikke, kan de tilkalde politiet. at fotografere og filme personer, der befinder sig på steder »med almindelig adgang«, for at dokumentere forstyrrelser af den offentlige orden eller andre strafbare forhold. Her får de en hotline til politiet. at anvende hunde, hvis politiet giver særlig tilladelse. Tryghedsvagterne vil ifølge Louise Theilade Thomsen også kunne indsættes »under særlige omstændigheder«. Det kan for eksempel være ved større arrangementer eller sportsbegivenheder, hvor de i så fald vil indgå i »den samlede tryghedsskabende indsats«. »Det vil især komme de beboere til gavn, der i dag blandt andet generes af uhensigtsmæssig høj musik, affald eller folk, der urinerer på gaden eller foran opgange,« siger Louise Theilade Thomsen. Løber i tre år Vagtordningen for kommunerne blev oprindeligt muliggjort af et flertal i Folketinget, og ud over København har også Aarhus sat gang i projektet. Foruden festgader kan vagterne også sættes ind i områder med mange udendørs fester og større forsamlinger. Det er også aftalt, at de kan indsættes på stationsområder eller i boligområder, hvor der er særlig risiko for indbrud, skriver Justitsministeriet. Vagterne skal dog ikke erstatte politiets arbejde eller patruljering, lyder det. »Forsøgsordningen er et vigtigt led i arbejdet med at sikre borgernes tryghed i lokalområderne og i de dele af det offentlige rum, hvor der er et særligt behov for flere ansvarlige voksne,« sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse i maj, da forsøgsordningen trådte i kraft. https://www.berlingske.dk/indland/vaen-dig-til-synet-i-koebenhavns-natteliv-et-helt-nyt-vagtkorps-skal